Manden bag

Palle Enevoldsen har med en stribe af branchens fineste udmærkelser for længst positioneret sig som en af dansk gastronomis mest anerkendte og respekterede personligheder.

Han er manden bag Årets Restaurant i 1996. Han har modtaget stribevis af topanmeldelser i landets førende dagblade og magasiner. Palle er også hædret for sin indsats for dansk kogekunst af Det Danske Gastronomiske Akademi og har ved flere lejligheder siddet i dommerpanelet ved brancheforeningens kåring af Årets Kok.

I mere end 25 år har han udfordret sit talent og det klassiske franske gourmetkøkken, ikke mindst bag gryderne på den legendariske Restaurant Le Canard, som han drev i 12 år samt Restaurant Frederikshøj, hvor Palle regerede i fem år.

Senest har Palle Enevoldsen genrejst en anden Aarhus-institution, Varna Palæet, hvor han i dag driver restaurant og selskabslokaler på en af landets absolut smukkeste adresser.

Siden læretiden på Hotel Dania i Silkeborg har Palle Enevoldsen arbejdet på nogle af landets bedste spisesteder, herunder Falsled Kro på Fyn og hedengangne Restaurant Gl. Aabyhøj.

Allerede som 26-årig starter Palle Enevoldsen egen cateringvirksomhed, Sæson Specialiteter, der leverer finere madlavning ud af huset. Fem år senere slår han dørene op til Restaurant Le Canard i Frederiksgade i det indre Aarhus.

En restaurant båret af ambition om at være bedst med klar reference til det finere franske køkken. Satsningen kulminerer seks år senere med Den Danske Spiseguides kåring af Le Canard som Årets Restaurant i 1996. I 2002 vælger Palle Enevoldsen at afhænde Le Canard efter 12 begivenhedsrige år, og han flytter i 2004 sit køkken i en mere legesyg og personligt retning med åbningen af det anmelderroste Gastronomi & Vin.

Med Frederikshøjs åbning i 2006 kaster Palle Enevoldsen sig ud i et nyt ambitiøst projekt som mesterkok og restauratør. Snart indtræder Frederikshøj i eliten af fuldtonede gourmetrestauranter med sit perfektionistiske og kreative køkken. Fra 2009 indleder Palle Enevoldsen et partnerskab med kokken Wassim Hallal, og chefduoen fortsætter sammen med at imponere gæster og anmeldere.

Ved udgangen af 2011, træder Palle ind på et nyt karrierespor. Skov og vand har vundet Palles hjerte, det er her han føler sig hjemme. Palle går solo og med overtagelsen af det totalt moderniserede Varna Palæ.